En afstikker til Uruguay

Efter mere end to år i Argentina og Chile er det en speciel følelse pludselig at komme til Uruguay. Det skyldes måske, at vi har vænnet os til de to lande – eller at det er første gang, vi er tre, der krydser grænsen. Indrejsen foregår problemfrit.

Kort efter gør vi holdt på vores første parkeringsplads i naturen, ved Rio Uruguay. Der bliver vi et par dage, inden vi kører videre – mod en strand, vi allerede camperede på i 2023, efter vi havde sendt vores køretøj til Sydamerika. Vi går alle tre tur langs stranden og nyder følelsen af at være på hjemmebane igen.

Vores måde at rejse på har ændret sig, nu vi er tre: Vi bliver længere på hvert sted og tilbagelægger i stedet flere kilometer på andre dage. I Uruguay bemærker vi med det samme de usædvanlige tilladte maksimumhastigheder – de skifter hele tiden mellem 25, 45 og 75 km i timen. De mange fotofælder minder os også om Europa. Vi kører for det meste langs kysten, mærker historiens vingesus i Piriápolis og gør selvfølgelig også stop i Montevideo.

Da vi kører over broen ved havnen, kan vi se det sted, hvor vi afhentede vores Axor for over to år siden. Det er vildt, så længe vi har været på farten, hvor meget vi har oplevet, og så lidt vi egentlig har set af dette enorme kontinent.

Vi fortsætter til Punta del Este, hvor vi besøger den sydligste spids af Uruguay. Derefter leder vejen os nordpå – med store forventninger til det næste land. Men inden vi forlader Uruguay, vinker en fantastisk solopgang farvel i en lille landsby ved et floddelta. Nu leder rejsen os videre mod det største land i Sydamerika.