Arbejdshest og fritidskøretøj

Med U 1550 kom i 1986 en 150 hk stærk redskabsbærer med en særlig høj transportkapacitet på markedet, som skulle fuldende typeserien 424 i den øvre ende. På grund af sin tilladte totalvægt på 10.500 kg var køretøjet især velegnet til vej- og vintertjeneste samt til brug med tungt arbejdsudstyr. Den lange akselafstand på 3.250 mm gav masser af plads til store ladflader og ekstra påbygningsudstyr.

På IFAT, fagmessen for kommunalområdet i München, præsenterede Daimler-Benz i 1987 den lette typeserie 407 og dermed et helt nyt program. Den lille, økonomiske arbejdsmaskine, som fås i tre varianter, bød på et mere rummeligt førerhus og en ny gearkasse og afløste typeserien 421, der var blevet fremstillet siden 1966. Derved adskilte typeserie 407 sig udvendigt især ved placeringen af indsugningsrøret, som nu – i stedet for på højre side – var anbragt på førersiden.

Bemærkelsesværdig var den firecylindrede OM 616-dieselmotor, som, ligesom hos Unimog-urforfaderen, arbejdede efter forkammerprincippet. Mens den 52 hk stærke U 600 gjorde tjeneste med 3.000 o/min, kom U 650 og den terrængående U 650 L op på 3.500 o/min ved hele 60 hk.

På grund af den relativt svage motorydelse blev typeserien 407 overvejende anvendt i byggebranchen, industrien og kommunerne.

Året 1988 førte med en komplet revision af Unimog-programmet til hele tre nye modelrækker: den mellemste modelrække 417 samt de tunge modelrækker 427 og 437.

Målgruppen for den mellemste modelrække 417 var, ud over industrien og kommunerne, nu igen også landbruget. Selvom modelrækkerne 417 og 407 ikke var lette at skelne visuelt, lå den grundlæggende forskel i rammekonceptet. Mens den lette modelrække var udstyret med en billigere, lige stigeramme, blev den mellemste modelrække udstyret med en stigeramme med bøjede langsgående vanger. Dette koncept, som går tilbage til udviklingen af Unimog S for mere end 30 år siden, gjorde det muligt at opnå ekstreme rammevridninger samtidig med høj bøjestivhed og sikrede dermed en særligt høj terrængående evne.

Da Daimler-Benz med typeserierne 407 og 417 hver især havde bragt en let og en mellemstor typeserie på markedet, var det kun naturligt også at præsentere en tung typeserie. Det var fødselsøjeblikket for typeserie 427, som sluttede sig til de tunge typeserier 424 og 425, der var bygget siden 1976.

Hovedkendetegn var en ny direkteindsprøjtningsdieselmotor, valgfrit også med udstødningsturbolader, som fra 1992 desuden var tilgængelig med ladeluftkøling. Med denne nykonstruerede motor havde man på fabrikken i Gaggenau især fokus på et lavere brændstofforbrug og forbedrede emissionsværdier. Årsagen var, at kommunerne som hovedkøbere på grund af immissionsbeskyttelseslove krævede op til 5 dB mere støjsvage køretøjer. Derfor blev motorturtallet i det maksimale effektområde sænket til 2.400 omdrejninger, hvilket gjorde det muligt at forbedre lydtryksniveauet med 3-4 dB.

Som en yderligere top-typeserie viste den tunge typeserie 437, der blev produceret fra 1988, sig at være. For første gang blev den nyudviklede Unimog gearkasse UG 3/65 monteret i køretøjerne. Som motorisering tjente en ladeluftkølet OM 366 A henholdsvis LA. Typeserien 437, som kom op på 26 forskellige varianter, forblev på salgslistene indtil 2002.

Efter Jerntæppets fald åbnede der sig fra 1990 nye markeder og muligheder. Selv om der allerede i tidligere år var leveret mindre antal Unimog til øststaterne, blev det sande omfang af det reelle behov nu tydeligt: Alene Ungarn bestilte 150 Unimog til kommunal brug.

I maj 1992 var der igen en premiere at fejre. På IAA i Hannover blev typeserierne 408 og 418 præsenteret. De havde et nyudviklet sikkerhedsførerhus i helstål med plant førerhusgulv.

U 90, som hørte til typeserie 486, gjorde sig især bemærket ved sit særlige førerhus med sigtskanal. Det var en praktisk forbedring, især ved arbejde med frontmonterede redskaber i kommuner og landbrug.

Den japanske trend med at bygge Unimog om til "Spaß-Mogs" nåede Europa i 1993. Daimler-Benz så markedsmuligheden og udviklede på basis af U 90 en officiel Funmog med 110 hk. Kabinen og instrumenterne mindede stærkt om en personbil. Derudover fik køretøjet en blodrød metalliclak. Det kunne Unimog-kendere godt opfatte som en hyldest til det historiske oksblodsrøde fra Boehringer-tiden. Særligt iøjnefaldende var de forkromede, flerdelte rørbøjler og kofangere. Udstyret med et 130 dB-horn var Funmogs genkendelsesværdi enorm.

Året 1994 skulle blive et år med jubilæer og hædersbevisninger. Magasinet "Offroad" valgte Funmog'en fuldt fortjent til årets terrængående bil, og i Gaggenau rullede den 300.000ste Unimog af samlebåndet.

I anledning af jubilæumsfejringerne "Einhundert Jahre(n) Automobilbau" kørte trehundrede Unimog i juni 1995 i en imponerende opvisningskørsel tilbage til fødestedet i Gaggenau. Siden da er Unimog hjemmehørende i 160 lande. Anvendelsesområderne er lige så forskellige som modelvarianterne. Og det er efterhånden blevet tradition – for: U'et i Unimog står for Universal.