Minedrift & montanindustri
150 meter under jorden.
I Hüttenheim i Unterfranken udvinder Knauf Gips KG anhydrit. Ved indsats under jorden viser en specielt til denne indsats konfigureret Zetros, hvad den kan.
Zetros i minedrift
Over mineindgangen står minernes hilsen „Glück auf“.
Støv ligger i luften, Zetros' forlygter rækker kun få meter ind i mørket, så forsvinder konturerne. Hver få meter trækker enorme, nummererede klippesøjler forbi vinduet på begge sider. De bærer hvælvet. Mellem de stenede søjler fører veje ud i det mørke intet. Hele bjerget er udhulet. Man bør ikke fare vild her. "Med tiden lærer man, hvor man er. Men jeg har heller ikke været overalt," siger mineingeniør Tobias Beltz. Ikke overraskende: Den kørbare strækning under jorden måler mere end 160 kilometer.
Minen i Hüttenheim i Unterfranken, omkring 40 kilometer sydøst for Würzburg, strækker sig i nord-syd-retning over tre kilometer. I øst-vest-retning strækker den sig over to og en halv kilometer. Utallige gange, som delvis ligger op til 150 meter dybt og ofte er ubelysede, danner gruben.
Zetros i aktion 150 meter under jorden.
Hüttenheim drives af Knauf Gips, som her benytter en specielt konfigureret Zetros-sættevognstrækker med særligt lav byggehøjde. „Vi har søgt et køretøj, som er økonomisk, som giver chaufførerne en komfortabel arbejdsplads og beskytter dem mod støvet. Og som samtidig er robust og meget terrængående, for ruten er stenet. Vores Zetros skal kunne tåle mange slag“, siger værkstedsmester Norbert Feilner, som er ansvarlig for flåden hos Knauf.
Zetros trækker en påhængsvogn med svanehals, der bærer omkring 23 tons og som Knauf selv har udviklet for at opnå en bedre vægtfordeling. Det til 30 km/t hastighedsbegrænsede firehjulstrukne køretøj med automatgear er udstyret med kameraer, der hjælper chaufførerne ved manøvrering. „Det har vist sig at fungere rigtig godt“, fortæller Feilner.
Ville du have vidst det?
Ikke alle mineralforekomster er ens. Hvem der må udvinde hvad og hvordan er i Tyskland reguleret i Bundesberggesetz. Den skelner mellem råstoffer som gas, kul, olie, sølv og guld — som staten har adgangsret til — og de råstoffer, der ejes af grundejeren. Dertil hører sand og grus, gips og også anhydrit. De tilhører de respektive grundejere. Den, der vil udvinde dem, skal indgå aftale med dem. I Hüttenheim var der over 200. For mens der borer og sprænger nedenunder, høstes der ovenpå: Tannenberg er en vinmark med mange små parceller.
Siden 1957 udvindes anhydrit i Hüttenheim, et tørt, gipslignende sedimentmineral, der dannes ved fordampning af vand. For omkring 220 millioner år siden lå det underfrankiske område ved kanten af et hav. Klimaet var subtropisk. En lagune strakte sig fra Rhön i nord til omtrent Schwäbisch-Hall i syd. I bugten aflejrede der sig et anhydritlag på otte meters tykkelse.
Dette lag følges af underjordsdrift i Hüttenheim. I terræn går vejen ind i Tannenberg. Over indgangen til minegangen hilser minearbejdernes hilsen „Glück auf“. Lige indenfor minegangen står ved en vejgren en oplyst statue af den hellige Barbara – minearbejdernes skytshelgen. Kun de nederste fire meter af anhydritlaget udvindes; de øvre er for stærkt forurenede af ler- og kalkaflejringer og kan ikke udnyttes.
„Udvindingen foregår ved boring og sprængning“, forklarer mineingeniør Beltz. Sprængningshullerne bliver ved hjælp af en særlig borevogn fræset tre meter ind i klippen. En vellykket sprængning frigør omkring 200 ton anhydrit. Ved en daglig produktion på knap 1.000 ton skal der bruges fem til seks sprængningssteder om dagen, for ikke alle lykkes.
“Vi undersøger, om vi også kan bruge Zetros i andre miner.”
Sprængningerne gennemføres i slutningen af aftenholdet omkring kl. 21.30. For der kan opstå giftige sprængningsgasser, som dog fortager sig i løbet af natten. Morgenholdet kan så trygt begynde borttransporten. En hovedventilationsskakt sørger for tilstrækkelig frisk luft. Der trækker en kæmpestor ventilator 2.500 kubikmeter frisk luft i minuttet ned i gruben og blæser aftræksluften ud.
Støvet virvles op, fylder tunnelen og nedsætter sigtbarheden. Med et brag falder anhydritklumper på størrelse med en fodbold fra hjullæsserens skovl ned i Zetros' påhængsvogn. Materialet føles fast og køligt. "Det er noget rigtig hårdt," siger Beltz. Det er også køligt under jorden: konstant 14 grader Celsius. Lige så snart sætvognen er læsset, sætter Zetros sig i bevægelse. De underjordiske veje er højst seks meter brede og fire meter høje. Kun langs hovedstrækningerne hænger neonrør fra loftet.
Målet for Zetros er knuseren. Anlægget ligger to til tre kilometer væk, afhængigt af læssepladsen. Her bliver materialet knust. Klumperne bør ikke være større end 6,5 centimeter. Et transportbånd fører det knuste stenmateriale op i dagslys, direkte ind i forædlingsanlægget. Der bliver det malet yderligere og tilsat tilslag. Så er gulvafretningen færdig.
I Zetros' forlygteskær lyser Beltz' sikkerhedsvest. Bygningsingeniøren har sikkerhedssko på, en kedeldragt og naturligvis en hjelm med minerlygte. Loftet over ham virker vistnok glat, fast og holdbart. Men det er dannet af sedimenter. "Ved en forstyrrelse i lagene kan det godt ske, at noget falder ned," siger Beltz.
Den største fare for en mine er dog indtrængen af vand. Det tørre anhydrit kan optage vand og omdannes derefter til gips. Derved øges volumenet med op til 30 procent og udvikler sprængende kræfter. Hüttenheimer-gruven anses dog for helt tør. Tykke lerlag tætner den. Kun gennem gamle ventilationsboringer og -skakter kunne vand trænge ind.
Zetros forlader knuseanlægget og henter forsyninger. Zetros' baglygter forsvinder langsomt i mørket. Siden jul har den været i drift. Det er godt muligt, at dens anvendelse vil blive efterfulgt. Knauf Gips KG driver miner verden over. "Vi undersøger, om vi også kan bruge Zetros i andre miner," siger Tobias Beltz.
Det kunne også interessere dig:
Simpelthen den bedste
Elektrisk ladning
Mange køer volder besvær
Bygget til ekstreme forhold
Specialkøretøjer til din branche